Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 10. januar 2020 (sag 19/03701) afgørelse om delvist at stadfæste en kommunes afslag på at meddele påbud vedrørende støj fra en privatskole i medfør af miljøbeskyttelseslovens regler.

Privatskolen blev i 2017 etableret i lokaler beliggende i den centrale del af byen, omgivet af gamle, åbent-lave villaer og en etageejendom. Ejendommen var hidtil anvendt til gymnasium, og senere ungdomsuddannelse. Området er ikke lokalplanlagt. Privatskolen har omkring 500 elever i to spor, og driver en SFO.

På et græsareal med gamle træer, som før skolens etablering var stort set ubenyttet, fik skolen byggetilladelse til at indrette en legeplads, som primært henvender sig til mindre børn. Legepladsen er beliggende i meget kort afstand fra de eksisterende ejendomme i området, og ligger 15 meter fra facaden på det nærmest beliggende hus. Der er ikke opsat nogen form for støjbegrænsende afskærmning mellem skolens udearealer og de omliggende boliger.

Brugen af legepladsen forårsagede umiddelbart efter skolens åbning væsentlige støjgener for de omboende. En række af disse klagede til kommunen, som afviste, at der var hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at gribe ind. Denne afgørelse blev påklaget til nævnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at privatskolen ikke var at sidestille med en erhvervsvirksomhed, og konkluderede, at der ikke kunne gribes ind over for støjen fra skolens drift. Endvidere kunne der ikke gribes ind overfor de uorganiserede aktiviteter, der fandt sted på området udenfor skolens og SFO´ens åbningstid.

Derimod fandt nævnet, at SFO-driften måtte anses for at være en fritidsklub eller lignende, som var omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, idet aktiviteterne foregik i organiserede rammer, og udenfor normal skoletid. Nævnet konkluderede derfor, at kommunen havde hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at gribe ind overfor væsentlige støjulemper, der måtte hidrøre fra SFO-driften.

For omboende er det uden betydning, om støjen hidrører fra erhvervsvirksomhed eller fra en skole. Det er almindeligt kendt, at skoledrift giver anledning til væsentlige støjgener for omgivelserne, og at placeringen bør tage højde herfor. Dette får yderligere vægt, når der ikke kan gribes ind i medfør af miljøbeskyttelsesloven.

Kommunerne bør i sådanne tilfælde sikre en hensigtsmæssig udvikling via lokalplanlægningen. Det kan herunder overvejes, om der er grundlag for at nedlægge et § 14 forbud mod etablering af en skole, særligt hvis der er tale om et tætbebygget, eksisterende villaområde. Et forbud vil forebygge uundgåelige miljøkonflikter.

I det omfang placeringen ikke ønskes hindret, indeholder planlovens § 15, stk. 2, nr. 13 hjemmel til, at der i lokalplan kan fastsættes regler om foretagelse af afskærmningsforanstaltninger, såsom anlæg af støjvold, mur og lignende, som betingelse for ændret anvendelse af et ubebygget areal.

Af afgørelsen NMK-10-00421 af 5. marts 2012, der angik en klage over støjgener fra en børnehave m.v. i Aarhus Kommune, fremgik af nævnets bemærkninger, at der ved fastsættelse af støjkrav for fritidsaktiviteter, der finder sted i umiddelbar nærhed af et boligområde for åben og lav bebyggelse, bør tages udgangspunkt i de vejledende grænseværdier i støjvejledningen for støjen ved den nærmest beliggende enkeltbolig. Af denne afgørelse fremgår tillige, at støjgener fra menneskestemmer som udgangspunkt bør imødegås på et tidligt tidspunkt via planlovgivningen, fordi der er vanskeligheder forbundet med at regulere støjulemper hidrørende fra stemmer via støjvejledningen. Denne bemærkning tager sigte på, at en fornuftig placering af skoler m.v. via lokalplanlægningen er en bedre måde at imødegå støjproblemer på, end konkrete bestemmelser om afskærmning til et niveau, som indebærer at de vejledende støjgrænser overholdes.

En fornuftig regulering via lokalplan forudsætter ikke, at der foreligger så væsentlige ændringer af det bestående miljø, at der foreligger lokalplanpligt i medfør af planlovens § 13, stk. 2.

Der synes at være et hul i miljøbeskyttelsesloven, som muliggør at omboende til en skole må tåle støj, der væsentligt overstiger de vejledende støjgrænser, hvis kommunen undlader at regulere forholdet via planloven. Den foreliggende mulighed for at forebygge sådanne miljøkonflikter via lokalplanlægningen bør udnyttes, hvilket også vil sikre, at de omboende som led i en offentlig høring får mulighed for at påvirke indholdet af planlægningen.