Vejdirektoratet har ved afgørelse af 23. oktober 2019 stadfæstet Vejen Kommunes afgørelse om ekspropriation til anlæg af en ny forbindelsesvej over jernbanen. Kommunens afgørelse om ekspropriation var udtryk for en retlig lovliggørelse af en statslig ekspropriation, som ved Højesterets dom af 10. september 2018 blev underkendt. 

Afgørelsen fra Vejdirektoratet slår fast, at en vejmyndighed har pligt til at vurdere, om et ulovligt forhold kan lovliggøres retligt. Dette er i tråd med en forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Det fremgår også af afgørelsen, at selve det forhold, at det ulovlige forhold var tilvejebragt af en anden myndighed, ikke indebar, at forholdet ikke kunne lovliggøres retligt, forudsat at der forelå fornøden hjemmel i vejloven hertil.

Kommunen var i sin vurdering ikke bundet af, om den statslige myndighed kunne gennemføre sit projekt under anvendelse af den såkaldte grundløsning, som indebar en nedrivning af en eksisterende bro over jernbanen, hvorved der skulle opføres en ny og højere bro over jernbanen nogle få meter mod øst, med tilhørende tilpasning af vejforbindelsen til broen. Kommunen var berettiget til at vurdere alternativer til en sådan løsning, på baggrund af de hensyn, som varetages efter vejloven.

Da den af kommunen valgte løsning var mere arealkrævende end grundløsningen, skulle hensynet til klager afvejes overfor hensynet til almenvellet. Den af kommunen foretagne afvejning blev lagt til grund. Det forhold, at kommunen reagerede hurtigt efter fremkomsten af Højesterets dom indebar ikke, at ekspropriationsprocessen var uden realitet. Vejdirektoratet foretog også en prøvelse af, om den kommunale ekspropriationsproces var udtryk for en efterrationalisering, hvilket heller ikke var tilfældet.

Endeligt fremgår det af afgørelsen, at det var lovligt at inddrage et hensyn til at undgå et betydeligt, samfundsmæssigt værdispild som et blandt flere saglige hensyn. Udover en konkret og intensiv prøvelse af indgrebets lovlighed, indeholder afgørelsen tillige en vurdering af spørgsmålet om myndighedsinhabilitet og spørgsmålet om borgmesterens inhabilitet – i begge tilfælde blev det afvist, at inhabilitet forelå. Afgørelsen er et væsentligt bidrag til praksis om retlig lovliggørelse i ekspropriationssager.